Vuggestuen

Hverdagen i vuggestuen

Vuggestuen består af 3 stuer; Larver, Biller og Myrer.

I Paddehatten arbejder vi med primærpædagoger. Det betyder, at der er 1 pædagog, der er ansvarlig for samarbejdet mellem Paddehatten og hjemmet, for barnets mappe og for dokumentation og skriftlighed.
I dagligdagen vil det selvfølgelig være barnet der vælger sin egen "yndlingsvoksne" og alle personaler arbejder naturligvis sammen om, at give det enkelte barn den bedste hverdag...

Vi bruger lidt babytegn, ca. 10 tegn til at gøre hverdagen lettere. Det er et tilbud til børnene, men vi oplever at rigtig mange af dem vælger de 3-4 tegn der giver mening for dem... F.eks. "Drikke", "hjælp", "sove" eller "sut". Læs nedenstående om babytegn. 

Vi prioriterer den "nære" hverdag, forstået på den måde, at rutiner og genkendelighed er vigtig for denne aldersgruppe, så hver dag ligner hinanden og alligevel er der ikke to dage der er ens...

Vi har samlinger i løbet af dagen, men alligevel er der plads til det individuelle... Så nogen sover, mens de andre spiser, og nogen spiser, mens de andre sover...

Vi arbejder gerne på tværs af stuerne, for at udvikle og udfordre børnene i aktiviteter, der passer til deres alder og sammen med nogle jævnaldrene. Det kan være rytmik, ture, tid på stuerne, male, legepladsen eller andet spændende...

Vi har en dejlig legeplads til vuggestuebørnene her i Paddehatten og vi kan også benytte os af børnehavens lidt mere udfordrende legeplads.

Når børnene er klar til at komme afsted på ture, vil vi tage på småture i Grejs og omegn. Det er en vurdering, hvilke børn der kan have glæde af at komme med og hvornår. Når man er 1 år kan det være fint med en køretur i klapvogn, men for koldt at sidde på jorden på legepladsen, f.eks...

Vi tager  på ture både med og uden klapvogne og barnevogne. Nogle gange vil det være alle stuens børn, der er på tur, og gange tager vi afsted på tværs af stuerne eller i mindre grupper.

En gang om ugen er de ældste vuggestuebørn til rytmik. Her bliver børnene delt i to faste grupper, og når man ikke er til rytmik, leger man i vuggestuens fællesrum. 
Rytmik er en fin blanding af sang og bevægelse, hvor den voksne sætter rammen og børnene er deltagende. 

Vuggestuens rytme  (cirka-tider, da vi tager hensyn til det enkelte barns behov.)

Kl. 6.15 - Børnene modtages i børnehavens fællesrummet, hvor der tilbydes morgenmad.
Der vil altid være en voksen fra vuggestuen, men det er ikke sikkert, at det er en voksen fra dit barns stue. Dog vil de voksne, der er mødt om morgenen,
gerne give beskeder videre til stuen - og de skal nok tage godt imod barnet.

Kl. 7.15 - En voksen fra hver stue er nu mødt, og alle går på deres egen stue eller i hvert fald ind i vuggestuen.

Kl. 9.00 - Frugt, samling. Vi prioriterer samling som en pædagogisk aktivitet og vil helst ikke forstyrres. Forældre er velkomne til at deltage, men kom før 9.00 eller efter 9.30…

Herefter formiddagens aktiviteter, udeleg eller tur. Måske er der nogen der skal have en lur…

Kl. 11.00 - Frokosttid.

Kl. 12.00 - Tid til middagslur eller rolig leg for de børn der er oppe.

Kl. 14.00 - Eftermiddagsmad efterhånden som børnene vågner og bliver klar.

Sidst på dagen - Der er nu færre medarbejdere tilbage i hele huset. Derfor er det ikke hver dag, at en voksen fra dit barns stue siger farvel - men vigtige beskeder skal nok blive givet videre til dig. Efter 16.00 søger vi måske mod børnehavens fællesrum igen og lukker der. Der er altid en medarbejder fra vuggestuen med til at lukke vuggestuen. Se vuggestuens folder.