Den styrkede pædagogiske læreplan

Paddehattens børnesyn tager sit afsæt i følgende udsagn

• Barndommen og det at være barn har en værdi i sig selv.
• Børn skal høres og tages alvorligt.
• Børn har ret til leg og læring og legen har en værdi i sig selv.
  
  
  
  
  

Rammen er en planlagt aktivitet med rytmik med 10 børn mellem 2-3 år. Den voksne har rammesat planen for hvad der skal ske. Barnet E. er et barn i særlig udsat position.
” Vi har en leg med rasle æg, hvor jeg viser hvor på kroppen vi skal placere ægget. Et barn – E. viser hvor hun synes ægget skal være, ved at pege på maven. Jeg benævner hendes navn og siger at E. har bestemt hvor ægget skal være. Flere børn får lov til at bestemme hvor ægget skal placeres. ”

Fælles refleksioner over praksis eksempel 1:
I eksemplet bliver barnet/ børnene set og hørt, bliver taget alvorlig og oplever medbestemmelse og at alle er ligeværdige, også barnet i udsat position. Børnene bliver mødt der hvor de er, og udfordres til næste individuelle udviklingszone. Barnet i udsat position bliver fremhævet og børnene inkluderes på forskellige niveauer, så de lærer de er en del af fællesskabet. Hver enkelt barn er unikt og indgår i fællesskabet.
Den voksne har sat rammen, tager ansvaret for læringen i situationen på sig og gennem medbestemmelse og medskabelse lærer børnene om demokratiske processer og herigennem dannelse.

Eksemplet foregår på en stue i vuggestue. Børnene leger på madrassen. Den voksne sidder ved siden af. To af børnene begynder på en hoppeleg hvor de kommer til at støde ind i nogle af de andre børn og en falder ned af madrassen. Den voksne trøster barnet der faldt ned, samtidig med at hun observerer at legen bliver vildere og nu skubbes der også til de andre børn. Den voksne siger:
” I vil gerne hoppe! skal vi så ikke synge hoppe sangen? ” Flere af børnene bliver opmærksomme på det den voksne siger, inklusiv de to som startede legen. Den voksne begynder på sangen og børnene begynder at hoppe. Flere af børnene hopper ud på gulvet for at få bedre plads. Da verset om at hoppe er slut, begynder den voksne på verset om at kravle. Flere børn kommer til. Ved de næste vers hører den voksne om der er nogle af børnene der har forslag til et vers. Det er der og sådan fortsætter legen indtil der kommer en forælder ind med et barn og skal give en besked.

Fælles refleksioner over praksis eksempel 2:
Den voksne tager ansvar for situationen og styrer legen. I stedet for at stoppe legen, som er ved at udvikle sig uheldigt, leder den voksne legen over i noget andet, ved at følge børnenes spor. Den voksne ser bag om uheldet, ser hensigten og gør ikke de to hoppende børn forkerte med det de kommer til gennem deres leg, men hjælper dem med til, at legen bliver noget rart. Børnene bliver set. Gennem den voksnes håndtering af situationen lærer det barn som blev ked af det, også at se hensigten. Som legen udvikler sig lærer børnene om medbestemmelse og bliver aktive medskabere af deres egen læring.

REFKLEKSIONER TIL NÆRMESTE FREMTID:
Vi oplever jævnligt at være i dilemma, når gode lege og situationer afbrydes af andre voksne – hvordan kan vi i højere grad skærme de gode lege og læringsmiljøer for afbrydelser og samtidig tilgodese andre voksnes nødvendige behov for feks. beskeder mv.?

 

MAN SKAL GRIBE FØR MAN KAN BEGRIBE.
Dannelse handler om normer og værdier i forhold til at begå sig i verden. Dannelse kan ses som en dybere form for læring jfr. grundbogen s. 26, og i Paddehatten læner vi os op af dannelsestænkningens dobbelthed som beskrives i grundbogen s. 29: ”Interessen for på en og samme tid at indføre barnet i samfund og fællesskaber OG støtte det til at overskride disse ” .
I Paddehatten danner vi børnene ind i en dansk kulturforståelse med demokratiske værdier som selvbestemmelse / medbestemmelse / det at indgå i forpligtende fællesskaber og respekten for mangfoldighed og forskelligheder.
Som rollemodeller er det vigtigt og en løbende proces, at de voksne arbejder med bevidstheden om, hvad man selv er dannet af/ har med sig i sin rygsæk og hvordan, det kommer til udtryk i ens pædagogiske virke.

Eksemplet foregår på vuggestuens storebørnsgruppe.
Vi sidder rundt om bordet til frokost. Der er 4 børn og en voksen. Dagens ret er rugbrød, to slags pålæg, en frikadelle pr barn, det hele anrettet på fad med salat, rød peber og kogt broccoli. Den voksne spørger børnene om hvad det forskellige på fadet er? Alle børn siger noget på skift. Et barn peger på skinkesalaten og siger:” Det der kan jeg ikke li". Den voksne siger. ”ok, det er skinkesalat”…. Barnet kigger på den voksne som fortsætter:..” Det er lavet af noget der smager lidt lige som det hamburgerryg vi fik forleden dag”…..”Pølsen…?” spørger pigen. Den voksne svarer: ”ja, - vil du smage? Jeg kan lave en lille bid til dig?” Pigen siger ja, smager, smiler og siger: ” jeg kan godt li’ det ” Den voksne smiler til pigen og siger: ” det var da dejligt, hvor er det godt du smagte så, - vil du have en mad med det på så?” Pigen siger, ja! Den voksne siger: ” værsågod, seje K. ” hvortil pigen smiler og spiser.

Fælles refleksioner over praksis eksempel 1:
Måltidet bliver i eksemplet et læringsrum. Der er skabt en tryg ramme med en god relation og kendskab til barnet, som gør at situationen omkring maddannelse kan udspille sig. Barnet øver sig i MAD-MOD og gøres ikke forkert, men i stedet bliver barnet gjort nysgerrig, bliver ikke presset men respekteres hvis det ikke vil smage. Barnet får en viden som gør det ukendte mindre farligt. Barnet lærer gennem viden at begribe verden på en ny måde og får herigennem gode erfaringer med at begribe verden.
Den voksne tager afsæt i barnets perspektiv og møder barnet i dets skepsis, men leder barnet videre ud fra et afsæt i nysgerrighed og ”open mind”, og dermed arbejder den voksne professionelt og ikke personligt ift. eget mad-mod og præferencer.

En pige på 2.4 sidder og leger med en flodhest. En dreng på 2.1 ser det, synes det ser sjovt ud og tager flodhesten fra pigen. Pigen prøver at holde fast i flodhesten, men drengen får den fra hende. Drengen går væk med flodhesten og pigen råber op.
Situationen er blevet observeret af en voksen, som nu går hen til de to børn. Den voksne stopper drengen, går i øjenhøjde med ham og siger det var pigen som legede med flodhesten. Den voksne siger, at han ikke må tage den og skal aflevere den tilbage. ” Vi kan finde noget andet til dig, som du kan lege med” siger den voksne.
Flodhesten bliver givet tilbage til pigen. Drengen bliver ked af det og vil have den igen. Den voksne sætte ord på drengens følelser og kommer med et forslag til andet legetøj, som han kan lege med. Imens går pigen hen og finder en traktor, hun kommer hen til drengen og giver den til ham.

Fælles refleksioner over praksis eksempel 2:
Den voksne får skabt et fællesskab ud af situationen, hvor omdrejningspunktet bliver empati og hvor der skabes et læringsrum, hvor børnene lærer at tage hensyn til hinanden. Den voksne guider men lader børnene selv finde løsningen. Den voksne anerkender begge børns perspektiver hvor empatien for det barn der ”gør noget forkert ” er vigtig. Den voksne ser bag om handlingen og sætter ord på følelserne.
Dannelse handler også om, at kunne give plads til andre – at det ikke kun er barnets eget behov der er i centrum. Handler om at styrke barnets evne til mentalisering så det får blik for fællesskabet og det at indgå i forpligtende fællesskaber.
Den voksne viser vejen og i begge eksempler er følgende af Paddehattens værdier på spil: livsglade og sociale børn.

FÆLLES REFLEKSIONER TIL NÆRMESTE FREMTID:
” Børn ved rigtig meget om hvad de har lyst til, men ikke ret meget om hvad de har brug for ” jfr. Jesper Juul.
Vi har oplevet et normskred over tid. Noget er vredet skævt. For mange børn har kun fået lært eget perspektiv og ser ikke sig selv ind i fællesskabet. Er ”barnets perspektiv” blevet misforstået? Hvordan får vi vendt kursen? Hvordan får vi alle forældre til også at få blik for fællesskabet? Hvordan får vi tydeliggjort på alle planer, at vi i Paddehatten ønsker en kultur hvor fællesskabet er det vigtigste? – vi har erfaringer fra 2020 / Præstegården på, at det lader sig gøre, men det er hårdt arbejde. Hvordan balancerer vi det lille fællesskab over for det store i huset?

• Legen er det bedste sted, at tilegne sig kompetencer der ruster børnene til dannelse, udvikling og livet som sådan.
• Vi mener at sunde kostvaner, mad fra gode råvarer, motion og udeliv er byggesten til: ” en sund sjæl i en sund krop” og danner tilsammen dermed basis for læring.
• Børns læring ses som en vekselvirkning mellem tilrettelagte aktiviteter og spontane oplevelser og leg.
• Leg og læring foregår gennem relation og aktiv samspil mellem barnet selv og dets omgivelser

• Børn lærer også gennem den stille iagttagelse / spejling og det at vokse i et trygt miljø, der aner-kender barnet for den det ER og som giver masser af kram.
• Børn lærer ved at få udfordringer der er tilpasset deres nærmeste udviklingszone.
• Vi mener, at børn lærer med alle sanser, gennem hele kroppen og ved at øve sig. Barnet lærer derfor gennem udforskningen af og i aktivt samspil med dets omgivelser, det kan være gennem leg, gennem planlagte processer ved at forfølge nysgerrigheden, motivationen og ved at blive passende udfordret.
• Børn lærer ved at ”wobble” (komme på gyngende grund), ved at begå fejl i et læringsrum hvor det er ok at fejle. De lærer ved at få udfordringer der er tilpasset deres nærmeste udviklingszone.
• Børn lærer også ved den stille iagttagelse.

• Den voksne er ansvarlig for, at sætte den bedst mulige ramme for børnenes leg, bl.a. ved at inddrage børneperspektivet i de læringsrum der stilles til rådighed. Dette med tanke på de fysiske, psykiske og æstetiske perspektiver.
• Den voksen sætter tydelige rammer, rutiner, struktur – og spilleregler for læringen og formidler og guider dette gennem tydelig kommunikation.
• Den voksnes rolle er at gå foran, ved siden af og bag ved barnet.
• I Paddehatten ønsker vi, at være engagerede og motiverede voksne der gennem egen aktiv deltagelse skaber rammer for barnets deltagelsesmuligheder i fællesskabet.
• Den voksne har fokus på det at øve sig – både i fri og styret leg. Den voksne roser på processen frem for resultatet (husk man får mere af det der er fokus på !).

Rammen er en stue i børnehaven, hvor 2 piger leger sammen. Den ene er dygtig rent motorisk. Hun er konstant i bevægelse i sine lege, udfordrer sig selv og inddrager sine legerelationer i disse motoriske lege.
En formiddag på stuen hoppes der ned fra højder, fra sofa til gulv. Der hoppes fra reol til gul og måtterne inddrages til legen: ”jorden er giftig”. Der kommer flere børn til og den voksne oplever at legen bliver naturligt begrænset. Den voksne spørger pigerne om de kunne tænke sig at komme udenfor på legepladsen, hvor der er rig mulighed for at udfolde sig fysisk. Det vil de meget gerne. Den voksne vender tilbage til pigerne senere hvor de er i fuld gang med en leg på legepladsen. De er gået hen til højen, hvor der er nogle gode klatretræer. Den voksne henvender sig nysgerrigt og spørger til hvad de er i færd med at lege. Pigerne fortæller de flyver med helikopter og den voksne bliver derpå inviteret med på helikoptertur sammen med dem.

Rammen er en morgenstund i vuggestuen.
Et barn kommer hen til den voksne med en kop og siger ”værsågod”, den voksne siger: ” tak, er det til mig? Hvad er der i koppen?” , Barnet siger ”kaffe ” . Den voksne tager koppen og siger ” uhmm, det smager dejligt og det er varmt!”.
Et andet barn står og kigger på legen mellem det første barn og den voksne. Den voksne finder en kop mere frem og inviterer det nye barn med i legen ved at give barnet koppen og siger: ” en kop kakao til dig – eller vil du hellere have kaffe? ” barnet griner og siger: ” Neeeeej…kan ikke li kaffe ”. Begge børn har nu en kop og leger at de drikker kakao. Det første barn har fundet en kande og hælder nyt op hver gang de har drukket af koppen og de siger sluprelyde imens de drikker og siger ahhhhh, efter hver slurk. Den voksne bringer en ny ting med i legen ved at finde 3 tallerkener og stiller dem på bordet. Det første barn tager en tallerken og giver til det andet barn og en til den voksne og siger: ”spis mad ”, begge børn leger de spiser fra tallerkenen og begynder nu at snakke om hvad de spiser.

Rammen er en børnehavegruppe:
Alle børn på stuen har fået en hjælpe bamse hver. Det er et led i ”fri for mobberi ” forløbet, som vi har på stuen. til samling snakker vi om, at bamsen er god til at hjælpe, hvis man har brug for et kram, eller hvis kan har brug for en at lege med. Det kom der meget snak ud af til samlingen. Bagefter fik børnene lov til at beholde deres bamseven i den frie leg. Vi lagde en stor madras ud på gulvet, hvor vi gav børnene lægesættet og dukketilbehør kassen. Straks gik børnene i gang med leg med deres bamseven og hinanden. Nogle af drengene spurgte efter bil kassen, så deres bamseven kunne køre sig en tur. Da det blev tid til at rydde op, var det bamserne der gjorde alt arbejdet. En pige kom bagefter hen til mig og sagde: ” min bamseven er godt nok en god hjælper.”

I den frie leg følger den voksne børnenes spor, tilfører legen nye elementer og inddrager gennem legen barnet der står udenfor som tilskuer. I eksempel 1. udvikler legen sig gennem den voksnes stille guidning og strækker sig over hele dagen. I begge eksempler guider de voksne og tilfører legen ekstra så den udvik-ler sig. Det er vigtigt med den voksnes egen legende tilgang – fantasien skal næres, og den voksne griber det, når børnene inviterer med ind i legen. Vigtigt den voksne ved, hvornår man skal trække sig. Den voksne inddrager fællesskabet og barnet lærer her at begå sig som individ i fællesskabet. Vigtigt at guide forældre i ikke altid at lade barnet bestemme – en vigtig livslektie at have med sig – du kan ikke altid få den blå! eller Nej, den voksne skal noget andet nu – vente på tur. Relationerne er vigtige. Det er den voksnes ansvar, at danne de gode relationer med børnene så de herigennem kan lære legens elementer. Det er vigtigt at den voksne har en legende tilgang og selv også er deltagende i legen. Den voksne skal være opmærksom på hvilke lege der er behov for og som gruppen / børnene kalder på.
At give og tage er en stor og vigtig del af legen, et redskab ind i fællesskabet. – hvem får først når der øses op? skal hunden først ind af døren?
Evnen til at kede sig skal vi ikke glemme. Vi skal huske ro til selvfordybelse og kedsomhed. Den voksne skal kende børnene godt. Det har en værdi, at børnene lærer at lege selv.
Det er vigtigt at huske pauserne, både de som børnene tager af sige selv og de som de voksne skaber. Børnene må gerne lære at det er ok. at trække sig fra fællesskabet f.eks. ved at holde pause.
Fantasien kommer i spil og næres gennem leg. I eksempel 1. udvikler den ene af pigerne sig selv gennem legen og tør mere, da hun bliver inddraget i den anden piges legeunivers, hun ender med at øve sig i at klatre i træer udenfor. Børneperspektivet er inddraget, hvad den ene pige ser som det gode børneliv i børnehaven kan være en inspirationskilde til praksis. Børnene inddrages som aktører og ved at følge deres spor og hjælpe med at sætte en realistisk ramme for, hvor legen kan udfolde sig (udenfor) gøres børnene ikke forkerte i deres leg, men oplever at blive taget alvorlig.
Den voksne skal afstemme sin rolle og der er fine grænser for hvornår den voksne skal være støttende, tage over, gå bagved.

FÆLLES REFKLESIONER TIL NÆRMESTE FREMTID:
Hvordan kan inderummet optimeres så det appellerer mere til den fysiske leg? Hvordan skaber vi i højere grad plads til krop og bevægelse i det fysiske rum? Kunne initiativet til legen ”jorden er giftig” være grebet så flere af stuens børn kunne blive inddraget? Hvordan undgår vi at de voksne bliver ”lullet i stå” af legetøjet og undlader eller glemmer at sætte sig selv i spil? er vi selektive nok med udvælgelsen af legetøj? Hvordan skaber vi læringsrum så børnene kan sidde selv i fred og ro? Hvordan kommer vi tilbage til nærværet ifht. gruppen og dens behov og det at sætte sig selv i spil?

Rammen er 6 børn i fællesrummet som skal lege en boldleg. Det ene barn V. kender ikke legen. Den voksne tæller til 4 og kaster en masse små bolde fra en kasse hen af gulvet. Børnene henter begejstrede så mange bolde de kan have i hænderne og den voksne siger de skal lægge bol-dene tilbage i kassen igen. Dette gør alle undtage V. han vil bestemt ikke lægge sine bolde i kas-sen og protesterer højlydt. Den voksne gentager legen ved, at kaste boldene igen og ved det 3. kast har han lært, at det var det legen gik ud på. Han afleverer sine bolde i kassen og leger glad videre. Den voksen anerkender V. for indsatsen, da han afleverede boldene.

Rammen er en formiddag på en vuggestuegruppe. På stuen er der en dag kommet et tæppe ind og ligge på hylden. Et af børnene tager tæppet op på hovedet. Et andet barn prøver at tage tæt-tet, hun vil også lege med det. Det første barn råber op. Den voksne siger: ” D. leger med det lige nu, jeg tror han leger spøgelse”. Den voksne ser at det andet barn kigger uforstående. ” ved du hvad et spøgelse er?” spørger den voksne. ”Lad os se om vi kan finde et billede af et spøgelse på Ipaden.” Den voksne finder Ipaden frem og finder et spøgelse. Flere børn kommer til for at se billedet. Den voksne siger: ” et spøgelse sige UHH og gør sådan her.” D. tager tæppet på igen og går rundt. Den voksne siger UHH for ham. D. tager tæppet af og giver det andet barn på. Denne går rundt og siger UHH. Hun giver tæppet videre til et nyt barn som igen giver det videre………

I legen med spøgelse eksperimenteres der, legen udvides, der læres hvad er et spøgelse. Der er meget turtagning og Ipaden gjorde det til en leg, så turtagningen alligevel lykkedes. Der blev taget udgangspunkt i børnenes engagement og interesse. Meningsdannelsen skal også være ved børnene.
Eksempel 1 er en leg med faste regler, hvor et barn der ikke kender reglerne, får tid til at lære dem at kende. Barnet bliver ikke gjort forkert, men får tid til at lære ved at kigge med på de andre børn. Barnet skulle LÆRE AT LÆRE…..
Vigtigt med gentagelserne, det at mestre, kommer frem ved gentagelserne, de voksne må udholde at det ikke er nyt / beherske sin egen utålmodighed. Læringsmiljøet er ramme for læringen, herunder også den stemning og tilgang den voksne sætter i situationen.
Den eksperimenterende tilgang: vi lærer sammen, børn og voksne lærer sammen, drevet af nysgerrigheden og en fælles forståelse af at vi lærer af fejlene. Den voksne må gerne sige: ” det har jeg ikke lært
endnu, men jeg kan se at DU kan”. Der er læring i alle situationer, vi kan kun blive bedre hvis vi ØVER os…vi siger: ” det kan jeg ikke – endnu ”.
Godt at bruge det digitale til at understøtte læringen med. Tingene bliver begribelige når det bliver visuelt – findes spøgelser?
Læring foregår hele tiden over hele dagen – den upåagtede læring, så vi skal også være opmærksomme på den ikke så hensigtsmæssige læring! (dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed).
Den voksne skal hele tiden afstemme sig ind i legen. Læringsmiljøerne skal laves på forskellige måder fordi børn lærer forskelligt – dette forudsætter kendskab til børnene og sig selv, så man også øver sig som voksen i nye metoder. Den voksne skal huske, at gribe det an på forskellige måder. Den voksne sætter rammen for læring gennem ansvaret for læringsmiljøerne og skal afstemme sin praksis f.eks. ved at dele børnene op i grupper.

FÆLLES REFLEKSIONER TIL NÆRMESTE FREMTID:
Børn lærer på forskellige måder – kan man styre læring?

Rammen er en vuggestuegruppe: 3 piger imellem 1.4 og 1,6 er på stuen sammen med en voksen. Den voksne bygger en hule af 3 stole og et tæppe, snakker og fortæller imens hun bygger hulen. En af pigerne kravler straks ind i hulen og sætter sig, den andre to piger går lidt rundt og skal inviteres før de gerne vil med ind i hulen, de sætter sig, men den ene kravler straks ud igen. Der bliver kravlet ind og ud flere gange, der bliver prøvet op til flere måder at komme ud på. Der bliver ” snakket”, peget og smilet når pigerne møder hinanden i døren.

Rammen er en børnehavegruppe med de yngste børnehavebørn (gruppe 1, som sidder ved bordet. Den voksne har taget en kurv med dyr ned til bordet. Sidste gang gruppen var samlet, blev der også talt om dyr, om hvilke dyr som bevægede sig hurtigt og langsomt. Børnene kigger i kassen, snakker ivrigt, og der bliver på skift taget et nyt dyr op som der bliver talt om, snakket om hvad det mon spiser, hvor det kommer fra og hvordan det bevæger sig. Da snakken går på det med bevægelse, går flere børn ned fra stolene og bevæger sig rundt. Sammen med den voksne finder børnene nu en elefant og en dreng begynder at synge: ”En elefant kom marcherende….” den voksne som sidder ved bordet siger: ” det er da en god sang, skal vi prøve den? ” hvorefter alle går ned på gulvet og begynder at synge sangen, gøre fagter og bevægelser. Børnene griner og prøver at hjælpe hinanden med at lave elefantsnabel med hænder og arme.
Da alle som har lyst til at være elefant har prøvet, afsluttes sanglegen og ” elefanterne” skal have mad. Der spises frugt imens børn og den voksne taler videre om hvad de forskellige dyr spiser.

Rammen er en børnehavegruppe som i en tid har arbejdet med emnet ”fri for mobberi”. Til dagens ”fri for mobberi” samling har vi ”ansigter” på tavlen: sur, trist, ked af det og glad. Vi skal alle have tegnet vores egen hånd på karton, som skal bruges til en fælles planche med ” stophænder”. Efter en fælles opstart med besøg af bamseven og stophånden, drejes snakken ind på at stophånden kan bruges, hvis man er sur, trist eller ked af det, for siger man ”stop” jeg vil ikke have det, bliver man nok glad vurderer børnene efterfølgende.
Det er nu nogen tid siden samlingen foregik, men ansigter, planche og brugen af stophånden er sta-dig aktuel og bliver brugt at børn og voksne dagligt. Der er skabt en fælles forståelse af ansigtsmi-mik, det at kunne sige fra og at være gode venner der hjælper og ser hinanden.

Børnefællesskabet i gruppe 1 var på tidspunktet forholdsvis nyt og børnene var delt op i mindre grupper. Derfor var det endnu vigtigere, at finde noget at være sammen om, og den voksne understøttede det fælles tredje der spontant opstod fra børnene med dyrelegen. Den voksne fulgte børnenes spor, forsøgte at gribe og understøtte fællesskabet ved at gå foran, ved siden af, bag ved. Der var plads til, at børnene kunne tage initiativ og den voksne greb det ind i fællesskabet. Rart som barn at føle sig set, hørt og forstået og at man som barn kan bidrage med noget til fællesskabet. Fint at få legen til at fortsætte i overgangen - ” nu skal dyrene spise” og snakken om dyr fortsætter. Den voksne skal ind imellem turde sætte sig på sine hænder og give plads til legen – lade den udvikle sig og se hvor den bærer hen.
I vuggestuegruppen opleves, at når de små deles op i mindre grupper, får de små vuggestuebørn mere samhørighed, de ser de små tegn, de smiler, de ser hinanden. Ofte skal de små inviteres ind i fælleskabet og det er den voksne der her guider barnet.
Den voksne griber barnets initiativ, ser og forstørrer dem med særlig opmærksomhed på udsatte børns tegn som kan være mindre tydlige, dette så også de bliver set og forstået. De voksne eksperimenterer med forskellige gruppesammensætninger og det er de voksne der skaber rum til individet i fællesskabet. De voksne har ansvar for, at alle børn får gode fællesskabserfaringer.
Et fælles tredje gør, at børnene i gruppen udvikler et fælles sprog, fælles forståelse ind i legen. Fælles erfaringer og oplevelser skaber samhørighed.

FÆLLES REFKLEKSIONER TIL NÆRMESTE FREMTID:
Corona har lært os, at børnene blomstrer i de små grupper – hvordan tager vi det med fremover? Hvordan sætter vi forældrene i spil og guider dem i forhold til at tage ansvaret ind i børnefællesskabet f.eks. ved ikke at snakke dårligt om andre børn/ forældre.

Rammen er en børnehavegruppe, hvor emnet er sprog hele dagen, hver dag. I en periode havde stuen et tema om SPROG, som en fast aktivitet på ugeplanen. Sprogkufferter blev lavet og taget i brug f.eks. med form og farver / forholdsord og bogstavkufferter. Tingene blev brugt som startskud til den daglige sproglige læring – nogle børn blev udfordret, andre motivret, mens andre igen blev usikre. Vigtigst var det at se hvor det enkelte barn var, for derefter at kunne understøtte det gennem samtale, læsning, sang og ikke mindst alle de daglige gøremål hvor sproget styrkes gennem dialoger processer, leg og relationer.

Ramme: De mindste fra to af børnehavegrupperne er på tur til Tarzanlegepladsen om formiddagen. Det er 4. gang at børnene er samlet i denne gruppe.
Da der er morgensamling med frugt, fortæller den voksne børnene at de skal på tur til Tarzanlegeplad-sen. Efterfølgende går børnene på toilettet og i garderoben. På vejen derhen går børnene 2 og 2 og nogle sammen med børn fra nabostuen. Der vælges 2 børn til at gå forrest, de ældste i denne gruppe. Den voksne snakker med de ældste børn om deres opgave mht. at gå forrest og hvad det indebærer. Undervejs stoppes der ved kantsten, hvor der bliver talt om at lytte og se efter køretøjer. Der bliver undervejs også talt om de ting børnene stiller spørgsmål til. F.eks. hvad er det for en blomst? Hvad betyder det skilt? mv. Fremme ved målet begiver alle børnene sig hen til legeredskaberne. Mange vil gerne prøve gyngerne og der aftales at skiftes. En af drengene L. kan ikke komme op på gyngen. En anden dreng N. siger: ”det kan jeg godt vise dig, det kan jeg godt” og han forklarer hvordan L. kan gøre med arme og ben for at komme på og komme i gang med at gynge. L vil gerne hjælpers. De to drenge er
fra hver sin gruppe. Børnene leger i forskellige grupper og efter ca. 30 – 40 minutter på legepladsen går turen hjem til Paddehatten igen.

En formiddag på en vuggestuegruppe med 6 børn. Den voksne går og tørrer borde af og fejer. 3 af de store piger sidder med benene inde under den grønne madras, som de trommer på imens de synger:
” vi er alle sammen vilde ellevilde for at spille…” Den voksne finder Ipaden frem for at de kan høre sangen imens den voksne gør oprydningen færdig. En anden voksen møder ind og der bliver fundet trommer og andre musikinstrumenter frem, der bliver herefter trommet spillet og sunget. Vi bliver stille og larmer. Der er fuld fokus hos børnene og de vil gerne spille mere og prøve tingene igen og igen. De prøver forskellige instrumenter og bytter indbyrdes. ”

Læringsmiljøer skal være inspirerende for læring, udfordre og gøre nysgerrig. Læringsmiljøer sætter ram-men for den gode leg. Sproget styrkes gennem leg og processer.
Den ramme den voksne sætter har betydning for den plads der skabes til læring. Rammen kan være styret og planlagt, men det giver også læring når den voksne sætter rammen for den spontane leg og læring, når børnene selv kommer på banen og den voksne griber, understøtter og udvider børnenes initiativer.
Et spontant opstået læringsmiljø gribes og udvikles af den voksne. Der er læringsmiljøer over hele dagen også i overgange. Den voksne skal skabe en forudsigelig ramme som giver mulighed for læring. Den voksne skal have blik for at se alt den læring der er i alt og over hele dagen. F.eks. læringsmiljøet i at gå tur to og to, men en del af det gode læringsmiljø er, når det er meningsfuldt for børnene. Det er processen og ikke kun målet, man lærer undervejs til målet.
Den voksne vælger aktiviteter ud fra børnenes nærmeste udviklingszone. Det foregår hele tiden og vi skal hele tiden justere ift. børnegruppen og konteksten. Dette kræver nærværende voksne som kan se hvad er er på spil.

FÆLLES REKFLEKSIONER TIL NÆRMESTE FREMTID:
EMU har lavet podcast om læringsmiljøer - hør dem. Er den voksne mere nærværende når man har gruppen for sig selv?
Forældre vil ofte gerne have, at vi dokumenterer aktiviteterne, det er et levn fra den gamle læreplanskultur, hvor det var de gamle læreplanstemaer der skulle dokumenteres. Hvordan får vi formidlet den nye kultur så det giver mening for alle?

Skulle vi have et fælles fokuspunkt i huset en måned?

F.eks. læringsmiljøer? Hvor vi dokumenterer over for forældre alle de daglige læringsmiljøer der foregår over hele dagen?

Når de voksne møder ind kl. 10 kræver det fleksibilitet og omtanke af den voksne, så det som allerede er i gang ikke forstyrres. De voksne skal være opmærksomme på, ikke at forstyrre hinandens nærvær – de voksne skal afstemme sig mod hinanden. Dette er et vigtigt opmærksomhedspunkt ved især nye samarbejdsrelationer der skal etableres.